Sverige er et u-land – hvad angår ytringsfriheden

Den svenske valgkamp er i fuld gang. Valget bliver afholdt d. 19. september og det bliver spændende hvordan udfaldet bliver. Det svenske protestparti Sverigesdemokraterne står i øjeblikket til at kunne blive tungen på vægtskålen i et ellers dødt løb mellem højre- og venstrefløjen.

Sverigesdemokraterne er den svenske pendant til Dansk Folkeparti. Partiet går bl.a. til valg på en stramning af indvandringspolitikken i Sverige. I den seneste tid har det skabt en del røre både i de svenske og udenlandske medier. Både fordi partiet for første gang står til at kunne bevæge sig over de obligatoriske 4 %, der udgør den svenske spærregrænse, men også fordi partiet ikke er inviteret med til den afsluttende partilederdebat og fordi en svensk TV-station har valgt ikke at ville bringe partiets valgvideo.

Jeg har gode bekendte og har efterhånden holdt en del foredrag i Sverige, bl.a. Lund Universitet og for socialarbejderne i Malmø-ghettoen Rosengaarden. Og det ulmer under overfladen! Mange frontmedarbejdere som har først kontakt med integrationsproblemerne er dybt frustrerede, men tør ikke tale højt om integrationsproblemerne, kældremoskéerne mv. Bl.a. fordi den overordnede linie, der dominerer den svenske indvandringspolitik er, at man forsøger at tie problemerne ihjel – noget vi gjorde i Danmark for 10-15 år siden.

I forbindelse med den afsluttende partilederdebat er der en bred konsensus blandt partiledere fra begge fløje, meningsdannerne og medierne imellem om, at man ikke vil lade Sverigesdemokraterne få del i sendetiden. Valgvideoen afviser svenske TV4 at vise, fordi de mener, den bl.a. strider imod ytringsfrihedens forbud mod hetz mod befolkningsgrupper. TV4 har som privat tv-station selvfølgelige ret til at vælge, hvad de vil vise og hvad de ikke vil. Men videoen er som en følge af TV4’s forbud er faktisk nået ud til langt flere seere, via bl.a. YouTube, end den ellers ville have gjort. Men at de offentlige tv-kanaler med en public service forpligtelse – med de andre partilederes accept – vælger at udelukke et potentielt regeringsparti fra partilederdebatten er helt hen i vejret og en krænkelse af ytringsfriheden!

En af grundene til at Sverige ikke tidligere har haft et stærkt protestparti, er det bl.a. fordi ingen af højrefløjspartierne har haft en karismatisk leder. De har ikke haft ledertyper som Le Pen, Haider, Wilders, Siv Jensen (uden sammenligning i øvrigt) før, men det har de nu i form af Sverigesdemokraternes leder, Jimmie Åkesson. Erfaringerne viser, at frontfiguren for disse protestpartier er meget afgørende for partiets overlevelse. At et sådan parti ikke har haft succes i Sverige før nu, har ikke så meget at gøre med, at de fremmedreserverede (og for nogle de fremmedfjendske) holdninger ikke har været eksisterende. Men problemet har været, at disse holdninger ikke har haft en demokratisk repræsentation.

Udover at det er en krænkelse af ytringsfriheden at udelukke Åkesson fra partilederrunden, mener jeg at det medfører en uhænsigtsmæssig kultdannelse omkring hans parti og deres holdninger. Man fratager på én gang befolkningen muligheden for at sammenligne Sverigesdemokraternes politik med de andre partiers, samtidig med at man kvæler al saglig kritik af disse holdninger. Sveriges forsøg på at tie problemerne ihjel, mener jeg, er dybt problematisk.

Jeg mener det er et skråplan de har bevæget sig ud på, under parolen ”ord fører til handling”. Sveriges rascistiske grupper er langt voldeligere end de danske. De har betydeligt flere uprovokerede, rascistiske overfald end vi har, og integrationen er næsten 10 år bag den danske. Det virker tydeligvis ikke at tie debatten ihjel. Hvad der er startet med gode intentioner og en misforstået – næsten militant – politisk korrekthed vedrørende indvandrerdebatten, er endt med at berøve modstanderne muligheden for at lukke deres frustrationer ud verbalt.

Jeg vil langt hellere have en hård retorik, hvor folk kan få luft, end at man lukker debatten ned.I Sverige er den offentlige mening, at vi i Danmark er for langt ude med vores hårde retorik i indvandrerdebatten, men i virkeligheden er vi længere fremme, hvad angår integrationen. De svenske indvandrere er særligt hårdt ramt af den økonomiske krise, fordi man ansætter og fyrer efter princippet: Sidst ind – først ud. I Danmark går vi efter kvalifikationerne og ikke efter anciennitet. Og det har gjort at mange indvandrere har bevaret fodfæstet på arbejdsmarkedet trods finanskrisen.

Det kunne være positivt med en sund debat om dette, i stedet for at lade en masse frygt- og fordomsbaserede holdninger være ukonfronterede. Det virker ikke at lade som om problemerne ikke eksisterer, for det gør de. I alle lande er ca. 5-15 % af befolkningen som er fremmedreserverede eller fremmedfjendske, det være sig Tyrkiet, Syrien, Danmark eller Sverige. Og denne del af befolkningen har ret til og behov for at ytre deres meninger ligesom alle andre, uden at blive udsat for cencur. Og det er desværre cencur, vi ser i Sverige lige nu. Cencur hører til i u-lande – ikke i et nordisk land.

Og i den sammenhæng er det nok på sin plads igen! at gentage Francois de Voltaires berømte citat (efter hukommelse):

“Jeg vil bekæmpe dine meninger, men jeg vil dø for din ret til at have dem.”