Lars Hedegaard, racisme og ytringsfrihed

I dag starter retssagen mod Lars Hedegaard. Han er tiltalt efter straffelovens § 266 b – også kaldet racismeparagraffen. Her risikerer han op til to års fængsel for sine udtalelser om at islam skulle fremme en kultur, hvor voldtægt af især piger/kvinder er normen.

Lad mig her først understrege, at jeg har fuld respekt for magtens tredeling, og jeg skal som politiker ikke blande mig i domstolenes afgørelser. Lad mig også understrege, Lars Hedegaards udtalelser, er fuldstændigt vanvittige og grebet ud af enkeltstående sager og er som sådan slet ikke generaliserbare. Det var årsagen til, at Kathrine Lillør, Søren Pind og jeg forlod Trykkefrihedsselskabets Advisory Board i protest. Med andre ord, så er jeg dybt uenig i Lars Hedegaards udtalelser, men skal han straffes eller fængsles for dem? Det mener jeg ikke. – Hvor uenig jeg end måtte være i hans argumentation.  

Det, vi her har med at gøre, er i mine øjne ren og skær tågesnak. Det, det handler om, er en mand, der er blind for tingenes nuancer. Han kategoriserer, hvor han ikke har grundlag for at kategorisere. Han generaliserer, hvor der ikke er grundlag for at generalisere. Og han konkluderer efterfølgende på alle disse fejlslutninger. Dette er hans fejl. Og denne fejl må gøre det svært at tage det, han siger, seriøst, men det er og bliver aldrig statens opgave at straffe folk for idioti. 

Hvis nogen kom med en tilsvarende absurd påstand om kristendommen, ville reaktionen i Danmark formentlig være, at vedkommende blev afskrevet som værende useriøs, og ville i sidste ende blive offer for folkelig spot og hån.  

Men ville man i Danmark tiltale denne efter paragraf 266 b? Ville man idømme ham en bøde eller smide ham i fængsel? Ville man give ham muligheden for at fremstille sig selv som forkæmper for ytringsfriheden? NEJ! Man ville konkludere, at hans holdninger var udtryk for uvidenhed, idioti og et totalt fravær af indsigt. Dernæst ville man tage til genmæle og gennemhulle hans argumentation, man ville bruge sin egen ytringsfrihed til at udstille hans fejlslutninger, for slutteligt at få ham til at fremstå som uvidende og inkompetent. – Men! – man ville aldrig sætte ham i fængsel for at tro at verden hænger sammen på denne måde. For det er en del af meningsfriheden. Den beskytter den enkeltes ret til at have en mening – også når denne er bygget på et usagligt grundlag. 

Uanset om vi bryder os om Lars Hedegaards påstande om islam eller ej, må vi derfor anerkende hans ret til at mene det, han tror på. Vi må nå til den erkendelse, at hvis han oprigtigt mener, at islam får nogle muslimer til at voldtage deres døtre eller niecer, så er det vores opgave at tilbagevise hans holdninger. Her må vi bruge vores stemmer, vores ytringsfrihed, til at overbevise ham om det modsatte. For de fleste af os – for mit vedkommende i hvert fald – er det åbenlyst, at han tager fejl. Det er helt åbenlyst, at han er helt galt afmarcheret. Hans udtalelser virker dybt frastødende og krænkende, men hvordan, jeg opfatter dem, er i og for sig helt irrelevant i forhold til spørgsmålet, om han skal straffes for sine holdninger. Man kan og må ikke straffe meninger – kun handlinger. 

Lars Hedegaard er ikke, som medlemmer af den fascistiske islamiske organisation, Hiz-Ut-Tharir, kommet med udtalelser som opfordrer til vold. Det er strafbart. Men idioti og uvidenhed bør ikke være strafbart. Selvfølgelig er ytringsfriheden oprindeligt tiltænkt som en sikring af individet mod systemet og magthaverne. Det er retten til at mene – ikke retten til at krænke, men af denne ret til at mene og til at kritisere opstår der en paraply af følger, som det kan være svært at forene sig med, men som vi nødvendigvis må acceptere, hvis ytringsfriheden forsat skal have sin plads i samfundet. Herunder hører bl.a.: Retten til at være imod demokratiet, retten til at være uenig i demokratisk vedtagne beslutninger, samt retten til at drage forkerte slutninger, så længe disse er foretaget i god tro – hvilket igen indebærer retten til idioti. 

Men kan man dømme folk for idioti og manglende indsigt? Kan man dømme folk, fordi de mener ”det forkerte”, og samtidigt anerkende demokratiets grundforudsætning, at befolkningen er egnet til at regere landet? Det mener jeg ikke! Her må vi stole på, at vores oplysningsprojekt er lykkedes godt nok, at forkerte holdninger og fejlslutninger bliver aflivet af den resterende del af befolkningen, og at disse gør brug af deres ret til at tage til genmæle, når dette er påkrævet.  

I denne forbindelse er det værd at tænke på den kære Grundtvig. Han sagde, at meningskontrol og ufrie viljer kun kan give falske og uærlige borgere. Er det, det vi ønsker? Eller er ubehagelige udtalelser, som vi efterfølgende åbent kan kritisere og afvise som værende nonsens og sort snak, i virkeligheden ikke klart at foretrække frem for uærlighed og løgne?  

Ytringsfriheden er nødvendig for demokratiets eksistens. Ytrings- og meningskontrol er det, der kendetegner totalitære styreformer, og udgør som sådan en reel trussel mod demokratiet. Derfor må det, i de tilfælde hvor holdningerne bliver for absurde, være vores pligt, som oplyste borgere, at svare igen. I forsvaret for ytringsfriheden må det være vores pligt at argumentere imod de holdninger, vi er uenige i. Hvis vi føler, at nogen forsøger at dæmonisere visse grupper, er det gennem udfordringen af deres holdninger, at vi kan modarbejde dem. Det kan vi ikke, ved at give vores holdningsmæssige modstandere mundkurv på. 

På denne baggrund går jeg ind for, at vi straffer dem, der diskriminerer, opfordrer til eller udøver vold mod andre på baggrund af religion, etnicitet, eller andre demokratisk sikrede rettigheder. Men vi kan ikke straffe holdninger og meninger, vi ikke bryder os om – ligegyldigt hvor forkerte og forkastelige, vi mener, de er. Vi kan ikke straffe idioti. For i sidste ende vil vi ikke længere have ytringsfrihed, vi vil ikke have demokrati, men vi vil i stedet bevæge os i retning af et totalitært samfund bygget på holdnings- og meningskontrol.