De eneste lande i den Arabiske Liga, der ikke har stemt for suspenderingen af Syrien er Yemen og Libanon – Irak undlod at stemme. Derudover bakker også Tyrkiet klart op om beslutningen. Præsident Assad plejer at kunne affeje en hver kritik ved at trække diverse vestlige sammensværgelsesteorier op af hatten. Det er ikke lykkedes ham denne gang. Derfor er det et kæmpe nederlag.

Jeg synes, det er intet mindre end fantastisk, at den Arabiske Liga har fundet viljen til at sætte Syrien stolen for døren! Det gør mere ondt end en stærk FN resolution om sanktioner mod Syrien.

Alligevel  må det nu også være det internationale samfunds opgave at fastholde presset på Syrien. Jeg er ikke overbevist om, at overordnede, økonomiske sanktioner altid er den rigtige løsning. De vil ofte ramme civilbefolkningen, der i forvejen er trængt efter mange måneders uroligheder. Derimod synes jeg, det er både relevant og fornuftigt at målrette økonomiske tiltag de enkelte af regeringens topfolk – ligesom jeg er ovenud begejstret over det politiske pres, den Arabiske Ligas beslutning lægger på Syrien. Nu hvor også Tyrkiet og den Arabiske Liga har taget et standpunkt, er jeg spændt på, hvad Kina og Rusland gør. De kan dårligt blive ved med at putte sig…

Det er efter min mening utrolig vigtigt, at vi fortæller styret, at det internationale samfund er villig til at beskytte civilbefolkningen, hvis ikke de stopper brutaliteten. Jeg er uenig med Anders Fogh og Villy Søvndahl, når de på forhånd kategorisk udelukker at tage Responsibility to protect (R2P) i brug. Det er ikke fordi, jeg mener at vi nødvendigvis skal søge at få et sådan FN-mandat i Syrien her-og-nu. Men det skal ikke udelukkes, for så giver man Assad carte Blanche til at gøre hvad der passer ham.

Der er også væsentlige forskelle på den libyske og den syriske opposition, der gør, at det, der kunne realiseres i Libyen ikke nødvendigvis er en mulighed i Syrien. F.eks. havde den libyske oprørsbevægelse ret hurtigt tilkæmpet sig ”fri byer”. Dem er der endnu ingen af i Syrien. Derudover var den libyske oprørsbevægelse repræsentativ. I Syrien har oprørsgrupperne en langt mere kompliceret sammensætning. Derfor er selve truslen om R2P snarere et udmærket pressionsmiddel, end det er realiserbart.

Næste skridt i rækken af sanktioner, bør efter min mening være, at FN entydigt bakker op om den Arabiske Ligas suspendering af Syrien. Dette kunne man gøre ved også at suspendere Syriens medlemsskab af FN og erklære Assad for illegitim? Ja, hvorfor ikke?

Jeg er dybt bekymret over denne udmelding, men det er vores kære udenrigsminister Søvndal åbenbart ikke… I hvert fald kan man nu erfare i et interview med Ritzau i dag som kan læses på Berlingske’s internetside, at Villy Søvndal kalder denne udgave af Sharia for en blød udgave, i samme åndedrag henviser han til de katolske partier i Europa og vrøvler et eller andet om en ”grundorientering i livet”.

http://www.b.dk/politiko/soevndal-tror-paa-bloed-sharia-i-libyen

Jeg er chokeret over denne udmelding!

For det første vil den ”bløde” udgave, som Villy Søvndal henviser til, indebære bl.a. flerkoneri, at børnene er mandens ejendom, at en kvinde kun kan arve det halve af hvad en bror arver osv. I hvilket univers er det acceptabelt? Man kan godt være praktiserende/konservativ/ortodoks muslim uden at følge Sharia-loven. Og et samfund kan godt være muslimsk uden at bygge på Sharia-lovgivning. Sharialovgivning er i sin natur køns- og religionsdiskriminerende.

Begrebet Sharia betyder den hellige lov. Denne lov menes at være udledt af islams hellige kilder: Koranen som Guds ord og den profetiske tradition, som den er dokumenteret ved fortællingerne om Muhammeds ord og gerninger. Selvfølgelig er der forskellige tolkninger af, hvor stramt denne hellige lov skal følges, men indfører man først Sharia, kommer den før alle andre love, og love, der er i strid med Sharia, bliver ugyldige. Derfor giver det ingen mening at tale om ”blød sharia” – der findes ikke nogen”blød” version af denne vej. Sharia vil altid overtrumfe verdslige love, og f.eks. tilsidesætte menneskerettighedserklæringen.

For det andet er der nogle helt basale forskelle på Romerretten, som vores retssystem bygger på, og Sharia. Hvor Romerretten bygger på individet, bygger Sharia på fællesskabet og Guds læresætninger. Dette medfører at hensynet til Gud, fællesskabet, samfundet, familien med videre altid vil stå over individets ret. Og det er i strid med de universelle menneskerettigeder.

Ved at indføre Sharia – helt eller delvist – vil en hver lov, der er i strid med islams principper være ugyldig, hvilket Abdel-Jalil også påpegede i sin tale. Hvor efterlader det kvinders rettigheder? Hvordan stiller det individet? Og den personlige frihed? Retten til at bestemme over eget liv? Religion? Seksuel orientering? Sharia er helt og aldeles uforenelig med individets rettigheder, fordi kollektivet og Guds læresætninger altid kommer først. Derfor er Sharia også helt uforeneligt med enhver form for demokrati, fordi demokrati bygger på personlig frihed, retten til selvbestemmelse og ejerskab over eget liv.

“Blød sharia”! Jeg er total målløs! 

http://www.b.dk/nationalt/khader-til-soevndal-bloed-sharia-duer-ikke

Jeg synes, at disse udtalelser var noget af det mest modbydelige jeg har læst. Og det undrer mig, at man kan opfordre til vold, og aktivt bekæmpe vort samfund på denne måde, uden at myndighederne kan skride ind. Det undrer mig, at man kan blive stoppet på vej på en fisketur, og blive sigtet efter knivloven, fordi man er i besiddelse af en fiskekniv, eller at man kan blive retsforfulgt for at sende penge til Hamas, men at det ikke koster noget at proklamere, at alle danske soldater, der kæmper for frihed herhjemme og i udlandet, bør slås ihjel!?! Der MÅ simpelthen være nogle paragraffer, man kan komme efter dem med. Det er total disrespekt for soldaterne og deres pårøende. Især de pårørende som har mistet et barn, en bror, en kæreste eller en ægtefælle.

Lige siden det arabiske forår begyndte, har salafisterne været på tilbagegang i de arabiske lande, derfor søger flere og flere til Vesten for at hverve folk. Rent logisk kan jeg selvfølgelig godt forstå, at man søger derhen, hvor det er lettest, at få folk til at bakke op om ens sag, men jeg forstår simpelthen ikke, hvad man laver i Danmark, hvis man hader demokratiet så meget? Folk dør hver eneste dag i de arabiske lande, fordi de kæmper for den frihed, vi har her i Danmark.

Da jeg under valgkampen var rundt til forskellige debatter i Københavns Omegns Storkreds, var jeg også ude på VUC Vestegnen. Her er salafisterne meget aktive. De var også et meget forstyrrende element under debatten. De afbrød og havde ingen respekt for debatkulturen. De hænger plakater og andet antidemokratisk materiale op med den hensigt, at hverve nye unge til deres sag. Det er dybt problematisk, at de opererer ude på landets uddannelsesinstitutioner. De går efter de unge, der mangler støtte og et fast holdepunkt. Det er meget sårbare unge mennesker, som, fordi de har brug for støtte, er tilbøjelige til at tage imod et hvilket som helst tilbud om fællesskab.

Hvis man hader Demokratiet så meget, som disse unge mænd giver udtryk for, har man simpelthen ikke noget at gøre i Danmark, hvis man ikke er forfulgt eller på anden måde i fare i sit hjemland. Derfor ville jeg også opfordre disse tosser og deres ligesindede til at forlade Danmark! Så kan de kæmpe for et Shariastan et andet sted.

Og mens de så skrider hjem til Shariastan, må vi kæmpe for at få antidemokraterne ud af de danske uddannelsesinstitutioner, for det er essentielt i kampen mod ekstremisme og yderligtgående holdninger, at vi får sat en stopper for rekruteringen af nye medlemmer. De skal ud af uddannelsesinstitutionerne og deres indflydelse skal stækkes. Men det forudsætter at uddannelsesinstitutionernes ledelse, lærere og elever giver disse antidemokrater modspil.

Efter et debatmøde på VUC Vestegnen fik jeg følgende “hilsen” fra en studerende – en “hilsen” som illustrer problemstillingen:

“Hej Naser. God indsats fra din side på VUC Vestegnen idag. Var forfriskende med en der turde sige noget til bare en af de meget rabiate mennesker der går på på skolen/bor herude af (til en af dem der blev ved med at råbe, hvor du sagde at det bl.a. var derfor vi sgu have test ang. indfødsret). De er en stor og ikke lille gruppe, men det lukker mange bare øjnene for og det er en af grundene til at vi har det samfund vi har idag, mener jeg. Denne besked er selvfølgelig “anonym“”

Jeg svarede: Hej XX,
Tusind tak for opbakning. Jeg er så træt af denne gruppe. De skal bare have modspil.
Mange hilsner Naser

Og han svarede følgende:

Hej Naser. Tak for dit svar. Jeg er helt enig, problemet er jo bare fx i Albertslund, at folk tør ikke sige dem imod pga. de konsekvenser det vil få. For nogle muslimer kan det måske føre til udstødelse og for etniske danskere, fysisk vold. Jeg mener det ville hjælpe utroligt meget, hvis folk på venstrefløjen stoppede med at lukke deres øjne for den omverden vi lever i og demokratiske muslimer i større grad, sagde nej overfor disse rabiate grupperinger. De går endda rundt og hverver folk på skolen, men lærene vælger tydeligvis at se igennem fingrene med det, hvilket jo er skandaløst. Samtidig har vi EL og SF der fx på valgmødet bare giver samfundet skylden og siger det folk i salen vil høre, hvilket de nok desværre får mange stemmer på.”

http://www.bt.dk/danmark/naser-khader-raser-de-er-syge-i-hovedet

Når det så er sagt, mener jeg, at PET har et kæmpe problem internt med deres håndtering af fortrolig oplysninger! Tag f.eks. sagen med Sass Larsen. Ekstrabladet skriver (2. okt 2011) direkte, at de har fået at vide af en PET-kilde, at man har skygget ham. Det er ikke mit ærinde at blande mig i detaljerne i hans sag, men PET’s lemfældige omgang med tavshedspligten er katastrofal. Det er desværre ikke første gang, det sker, at en efterretningskilde (PET) lækker oplysninger til Ekstrabladet og andre medier. Der må være en person inde ved PET, der ikke kan finde ud af at holde sin mund. Det synes jeg er dybt bekymrende! Derfor kan jeg kun opfordre vores nye justitsminister til at iværksætte en undersøgelse af sagen, så man kan finde kilden og få sat en stopper for denne meget kedelige affære.

Det her handler som sagt ikke om Sass Larsen men om PET’s troværdighed. Det forarger mig, at der er en læk, at der er én, der ikke kan holde mund. Jeg synes det er enormt ærgerligt, at der er et bråddent kar – for det skader det gode arbejde, som PET gør. Det skader deres samarbejdsmuligheder. Og det skader deres ry og troværdighed. Derfor er det vigtigt, at denne læk bliver fundet, så fortrolige oplysninger hos PET kan forblive fortrolige.

Det handler ikke om, at feje noget ind under gulvtæppet, eller skjule ting fra befolkningen. Hvis nogen har gjort noget forkert, som det er i befolkningens interesse at få kastet lys over, må man lægge sag an, holde et pressemøde – som man f.eks. har gjort ved terrorsagerne – eller noget helt tredje. Det er dybt uproffessionelt, at en hemmelig kilde hos PET udleverer fortrolige oplysninger til medierne. Det må simpelthen ikke ske. Det skader deres troværdighed, at de ikke kan holde tæt om en efterforskning af en folkevalgt person.

Det, det handler om, er, at PET har tavshedspligt. Den SKAL de overholde til hver en tid.

Man er nødt til at kunne stole på, at Politiets Efterretningstjeneste kan holde fortrolige oplysninger fortrolige – ellers mister de ikke blot deres troværdighed, men også muligheden for at føre en efterretningstjeneste på oplyst grundlag – for mon ikke kilder vil holde sig langt væk, hvis de ikke kan stole på en strengt fortrolig behandling af følsomme informationer. Derfor er lækken dybt foruroligende, og derfor skal der hurtigst muligt sættes en stopper for den, så PET kan koncentrere sig om det fantastiske og helt essentielle stykke arbejde, de gør for Danmark og danskerne!

Angrebet kostede ikke kun i størrelsesordenen 3.000 menneskeliv, men huggede med ét vores åbne og demokratiske livsnerve midt over. USA – frihedens og mulighedernes land – var pludselig blevet underkastet en religiøs fanatisme, ikke før set i USA’s historie. En islamisk fanatisme, som nok i et vist omfang havde haft sit greb i den islamiske del af verden, men som med et lyn fra en klar himmel nu fik New Yorks tvillingetårne til at kollapse og troen på en positiv sameksistens mellem kulturer til at forsvinde. Hele måden, hvorpå religion og islam blev opfattet, ændrede sig drastisk, og således blev religionsdebatten også i høj grad centreret omkring religionernes sammenstød.  

Lad mig bare indrømme: det var ikke sjovt at være muslim i tiden efter 11. September. Jeg overvejede flere gange at forlade islam.  Blandt muslimerne var der før terrorangrebet i 2001 flere, der havde sympati for den hårdkogte islamistiske ideologi. Men angrebet den 11. september, bomberne i Madrid, London og Mumbai og terroristen Zarqawis ugerninger i Irak var for meget for mange, og fik efterhånden flere og flere til at tage afstand fra de hårdkogte voldelige islamister. På den måde var 11. september også starten på Al Qaedas nedtur, der for nyligt kulminerede med Osama bin Ladens død. Den fremkaldte hverken store protester eller demonstrationer.

Terrorangrebet den 11. september medførte, at man startede Afghanistankrigen. Man fjernede Al Qaedas baser, og da Taleban blev nedkæmpet i Afghanistan, flygtede Al Qaeda og bin Laden til Pakistan.

Derfor kan man også hævde, at selv om Al Qaeda så terrorangrebet som en stor succes, fordi det var lykkedes dem at gennemføre et angreb i hjertet af USA, markerer 11. september også starten på Al Qaedas nederlag. Godt nok har Al Qaeda stadig en del fanatiske tilhængere som er parat til at slå uskyldige mennesker ihjel i Allahs navn, men de har slet ikke den styrke de havde tidligere. Og deres ledere bliver fanget og slået ihjel en efter en.??

Men islamisme er også andet end Al Qaeda, og kampen mod den islamistiske ideologi fortsætter. Den slutter ikke med Al Qaeda.

Islamisterne fortsætter. De gør det gennem påvirkning og missionsvirksomhed, også i Vesten af blandt andre ”homegrowns”  (hjemmedyrkede islamister, red.) som er muslimer født og opvokset i Vesten. Det er primært unge mænd, der virker sekulariserede. Demokratisk set er vi derfor stadig udfordrede, men terrormæssigt er vi det ikke i samme grad som før. Men det betyder ikke, at vi skal slappe af. 

Vi er stadig udfordret af den islamistiske ideologi og dens tilhænger – også i Danmark. Senest har vi set islamistiske grupper opfordre muslimer i Danmark til ikke at stemme på torsdag. Jeg fatter simpelthen ikke, hvad de laver i Danmark. 

Derfor er det vigtigt, at folk skelner mellem muslimer og islamister. For langt de fleste terrorister er muligvis muslimer, men ikke alle muslimer er terrorister! 

Og der er mange, der lever et almindeligt demokratisk liv, går i skole eller på arbejde hver dag og passer deres pligter. Derfor var jeg i sin tid med til at stifte foreningen Demokratiske muslimer for at sætte fokus på de mange muslimer, der lever et almindeligt demokratisk liv, og fordi jeg mener, at det er vigtigt, at det ikke kun er imamerne, der har en stemme i debatten.  

Jeg synes, at vi i dag i den offentlige debat er blevet bedre til at skelne mellem fredelige, kulturelle demokratiske muslimer og så de – trods alt væsentligt færre – fanatiske islamister, der er parat til at begå drab og terror i Allahs navn. De sidste er naturligvis en trussel og skal bekæmpes! For vi må ikke acceptere angreb på ytrings- og religionsfriheden, de demokratiske værdier, åbenheden i vores samfund, ligestilling mellem kønnene og den individuelle frihed. Det er værdier, der er så grundlæggende, at vi skal forsvare dem med næb og klør.   

Derfor tager jeg også fortsat del i kampen, når jeg oplever at for eksempel ytringsfriheden er truet – som vi især så det under Muhammed-krisen – eller der er fanatiske grupperinger, som forsøger at true vores åbne samfund. Heldigvis har vi i store dele af Mellemøsten og Nordafrika været vidne til et arabisk forår, som ikke har set mage i historien. Et forår, hvor især unge mennesker er gået på gaden og har benyttet sig af de nye digitale medier til at gøre oprør mod fanatiske despoter, undertrykkelse og ufrihed. Det er et oprør, som i den grad sætter islamisterne under pres, fordi det befæster, at flertallet ønsker en demokratisk udvikling, hævet over religiøs fanatisme og den armod – økonomisk og kulturel – der følger med. 

Lad os håbe, at dette kan være starten på en ny, mere fredelig udvikling i store dele af Mellemøsten og Nordafrika, så vi fremover kan koncentrere kræfterne om de islamiske terrororganisationer og -grupperinger, der fortsat findes for eksempel i Somalia, Sudan og Afghanistan.

Jeg synes, det er dejligt, at Barfoed er gået ind i dette samarbejde med Margrethe Vestager, men jeg er også oprigtigt begejstret over, at de radikale langt om længe er nået til den erkendelse, at dansk politik er nødt til at være funderet på et bredt samarbejde over midten, hvis demokratiet skal komme til sin fulde ret.

Behovet for et opgør med blokpolitikken var faktisk en af hovedårsagerne til, at Gitte Seeberg, Anders Samuelsen og jeg i sin tid startede Ny Alliance. Og det var netop dette samarbejde hen over midten, der var en af visionerne med NA, før det gik helt galt. Jeg havde flere gange forsøgt at trænge igennem til den radikale ledelse med ønsket om et samarbejde på tværs af fløjene, men blev hver gang mødt af en mur. Det blev dengang tilnærmelsesvist opfattet som blasfemi, at bringe sådanne tanker til bordet.

Men tiderne har ændret sig. Nu er samarbejdet en realitet, og jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med et skævt smil, og fundere over, om jeg bare var forud for min tid – dengang hos de radikale, da et samarbejde med VK var et absolut tabu…

K og R vil kunne samarbejde om mange ting, for vi deler mange visioner for Danmark. Heriblandt findes den økonomiske politik, ønsket om reformer, EU-politikken, erhvervspolitikken og enkelte dele af indvandringspolitikken. Begge partier ønsker, at gøre det lettere for Danmark at tiltrække de attraktive, veluddannede udlændinge. Det er folk, som vil være en klar gevinst for Danmark som skal hjælpe os med at skabe vækst, men som vi i øjeblikket ikke evner at få til landet. Vi taber kampen om den kvalificerede arbejdskraft til andre lande, fordi det er for besværligt for dem at komme til Danmark. Vi har pt. alt for meget bureaukrati på dette område. Dette bureaukrati ønsker både K og R at gøre op med, så vi igen kan blive en konkurrencedygtig nation på dette felt. Det er bl.a. derfor vi ønsker at flytte den del fra Integrationsministeriet til Beskæftigelsesministeriet.

MEN det er selvfølgelig ikke alting vi vil kunne samarbejde med de radikale om. Der er ingen grund til at være naiv på dette punkt – og her ved jeg hvad jeg taler om J

Konservative adskiller sig tydeligt fra de Radikale på essentielle værdimæssige og indvandringspolitiske punkter som familiesammenføring, 24-års-reglen, asylpolitikken, kampen mod ekstremisme og særrettigheder til mindretal i mindretallet, som ofte senere presser flertallet i mindretallet.

Den fundamentale forskel på K og R, der gør, at vi ikke vil kunne enes på disse områder ligger i forskellige værdiopfattelser.

De radikale er værdislappe i den forstand, at de er værdirelative. De tror at alle værdier er lige gode og har nærmest en laissez-faire-attitude i forhold til folk med helt grundlæggende anderledes livsværdier. Resultatet af en sådan tankegang er, at man risikerer at give køb på vores demokratiske kerneværdier som f.eks. ytringsfriheden, fordi man famler rundt i blind ubeslutsomhed. I virkeligheden svarer det at være værdirelativ til at være nærmest værdiløs. Som værdikonservativ tror man på, at de demokratiske værdier er de bedste. Man anerkender, at andre værdier også har en værdi i sig selv, men man er ikke villig til at tolerere alt, og slet ikke hvis det bliver på bekostning af de demokratisk sikrede friheder.

Under Muhammed-krisen blev det klart for mig, at jeg ikke længere følte mig hjemme i Det Radikale Venstre, fordi krisen gjorde mig værdikonservativ. Anders Fogh Rasmussen var især under Muhammed-krisen værdikonservativ. De demokratiske værdier blev udsat for et gevaldigt pres, og det havde mine kollegaer fra Det Radikale Venstre svært ved at forstå. Der var en mangel på forståelse for og anerkendelse af vores grundlæggende værdier. Jeg følte, at de værdier, der netop giver det danske samfund en særlig demokratisk status, var truede. De var truede, fordi et misforstået ønske om at ligestille alle kulturer og alle værdier tog over. At det danske samfund bygger på frihed og lighed i status betyder ikke, at alle værdier er lige. Nogle værdier er bedre og vigtigere end andre. De demokratiske værdier er de bedste, og dem skal vi være stolte af. Vi skal være bevidste om, hvor gode de er, men også om hvor skrøbelige de er. Det er vores pligt at værne om dem.

Det spil, der udspillede sig under krisen, var ikke bare et politisk eller et kulturelt sammenstød. Det var et værdisammenstød. I Danmark er vi så vante til tankegangen om, at alle er lige, at mange ikke forstod, at alle værdier ikke er lige. Nogle gange vil værdisæt uundgåeligt konfronteres med hinanden. Når det sker, er det uendelig vigtigt, at vi kender vores værdier, at vi er bevidste om deres forcer og svagheder. Demokratiet fordrer tolerance – og tolerance er godt. Men vi skal ikke være så tolerante, at vi undergraver vores samfund, den demokratiske kultur og de demokratiske værdier. Når de demokratiske værdier bliver udfordret af totalitære styrerformer og ekstremistiske holdninger, skal vi stå fast på vores værdier. Vi må ikke være i tvivl om, at de demokratiske værdier er bedre. De er bedre, fordi de bygger på oplysning og frihed.

Gennem mit arbejde med indvandrere og udlændinge i ca. 15 år, er jeg blevet tvunget til at reflektere over mine holdninger til statens indblanding. Jeg har oplevet en gennemgående laissez-faire-attitude over for disse grupper, som jeg ikke kunne komme overens med. Med dette mener jeg, at de demokratiske idéer ikke blev skiltet med. De var tilnærmelsesvist usynlige. Og ting, der er usynlige, eksisterer ikke.

Værdikonservatismen søger – helt i tråd med resten af den konservative tankegang – at skabe den optimale balance mellem stat og individets frihed. Selvom staten ikke skal blande sig i privatsfæren, og selvom vi har meningsfrihed i Danmark, betyder dette jo ikke, at vi ikke skal fremhæve de demokratiske værdier, eller at vi ikke skal sikre de bedst mulige vilkår for deres udbredelse. Det er nødvendigt, at vi lærer om de demokratiske værdier, for hvis vi ikke forstår dem, hvis vi ikke kender fordelene ved frihedsbegreberne, så tager vi dem enten for givet, eller vi tager dem slet ikke til os. Man kan desværre sagtens nyde godt af det danske samfund, uden at besidde en dybere sympati for, hvor essentielt demokratiet og friheden er for velfærdsstaten.

De danske demokratiske værdier er ikke noget, vi kan tage for givet. De er baserede på lange traditioner om frihed, tolerance og respekt i det danske samfund. Vores frihed skal værnes om, den skal plejes og den skal beskyttes. Hvis ikke den bliver det, risikerer man at forveksle frihed med lighed, som netop var det, der skete under Muhammed-krisen. Ytringsfriheden for eksempel, er jo ikke et redskab beregnet til at ligestille, men et redskab, der skal sikre individets ret til at ytre sig og til at udøve kritik af magthaverne. Uden denne ret til at råbe op, hvis man føler sig uretfærdigt behandlet, eller hvis man vil have ændret noget, kan friheden ikke eksistere. At begrænse ytringsfriheden vil altså være en begrænsning af friheden.

Som skitseret ovenfor adskiller de Radikale og de Konservative sig på nogle helt fundamentale værdipunkter. Det er langt fra et spørgsmål om, hvilken statsministerkandidat man peger på. Der er områder, hvor vi ikke vil kunne nå til enighed, fordi vi har fundamentalt forskellige opfattelser af, hvordan værdierne skal vægtes, og så er der områder hvor vi sagtens kan.

Til trods for disse forskelle, byder jeg stadig samarbejdet hjerteligt velkommen! For det er en af demokratiets fineste opgaver at sikre, at hver en stemme tæller. Et samarbejde hen over midten vil forbedre varetagelsen af denne opgave gevaldigt, da langt flere borgere vil få indflydelse. Kan man andet end at være begejstret over dette!?

Dette er mit sidste rejsebrev. Jeg synes det har været meget berigende at rejse til Syrien i denne tid. Jeg er glad for, at jeg tog beslutningen, selvom det ikke var risikofrit. For det er enormt vigtigt, at vi holder fokus på og presset udviklingen og presset på regimet. Hvis vi glemmer at følge med i, hvad der sker i landet, er jeg overbevist om, at forholdene vil forværres drastisk for frihedskæmperne. Det er også en af grundene til, at jeg mener, at vi skal bevare (og måske styrke!) vores diplomatiske forbindelser i landet. De gør et fantastisk stykke arbejde i forhold til den syriske opposition og ngo’er  – og ikke mindst til at være Danmarks ører og øjne i landet. Vores udenrigsminister, Lene Espersen, har sammen med USA og Frankrig indtaget en meget offensiv position over for regimet. Men jeg mener, at EU og især EU’s udenrigs Cathrine Asthon har svigtet. Derfor foreslår jeg, at EU udpeger en særlig Syrien-udsending, hvis ansvar det er at holde øje med regimet, og at det bliver David Milliband, Englands tidligere udenrigsminister. Det bliver spændende at følge med i, hvordan tingene udvikler sig i den nærmeste fremtid. Nu (mandag) begynder Ramadanen, og forventningerne hos den syriske befolkning er store. For det første vil der kun blive arbejdet om formiddagen, så alle vil have tid til at demonstrere. For det andet betyder Ramadanens komme også, at det vil være fredag hver dag i en måned. Som bekendt starter mange demonstrationer efter fredagsbønnen, derfor regner mange med, at demonstrationerne vil tage til i styrke i den kommende tid.

6. Rejsebrev – De primitive felthospitaler

Vi hører meget om de dræbte, men kun meget lidt om de sårede i Syrien. Fredag var der mindst 32 dræbte demonstranter. Lørdag blev 30-40 mennesker slået ihjel i Syrien. Alene i al-Kaboun, nabobyen til min fødeby, var der 25 dræbte. Tal fra internationale organisationer anslår, at der i Syrien indtil videre er 2.000-3.000 mennesker, der har mistet livet. Mange tusinde er blevet såret, fængslet eller begge dele. Hvor mange vides ikke.

I byerne omkring min fødeby, Barzeh, er der utrolig mange mennesker, der mister livet. Det undrer mig desværre ikke, for oprøret er stærkt i dette område. Oprøret er i det hele taget meget stærkt især i små samfund, hvor man kender hinanden, hjælper hinanden og stoler på hinanden. Også fordi der ligger kaserner tæt på disse byer, og folkene har i mange år måttet finde sig i utallige krænkelser fra regimets soldater. Kvinderne er blevet chikaneret. Butiksejerne har ikke fået betaling for deres varer. Og boligudlejerne har måttet finde sig i ganske lidt eller ingen betaling for deres lejligheder, hvis lejeren har været soldat. Utilfredsheden med regimet har således ligget og ulmet hos lokalbefolkningen, der i mange år bare har ønsket, at regimet ville behandle dem med en smule værdighed. Som en følge af de årelange krænkelser, er der et meget tæt sammenhold i mellem disse byer. Fordi jeg personligt kender folk i disse byer, fik jeg lov til at se et af deres hemmelige og ret primitive felthospitaler. Det er ellers ikke noget man ville vise en udenforstående. Mistilliden til regimet er total her.

På felthospitalet fortalte de, at man ikke længere ringer efter en ambulance, når folk bliver såret. Ifølge de lokale læger er mange af ambulancerne blevet overtaget af sikkerhedstjenesten. Hvis en såret kommer med en af disse biler, kan han være sikker på at blive kørt direkte i fængsel i stedet for at komme i behandling.

Derfor kører man nu i stedet de sårede til hemmelige steder, hvor man har oprettet små, primitive felthospitaler. Behandlingen her er mangelfuld og lever bestemt ikke op til de såredes behov. Men i det mindste bliver de behandlet hér. Det gør de ikke i fængslerne.

De er meget påpasselige med at hemmeligholde felthospitalerne, fordi regimet lukker dem og fængsler lægerne, hvis de får kendskab til placeringen. Alle lokale ved, hvor de kan finde hospitalerne. På felthospitalet i Barzeh kunne de også fortælle, at en af lægerne var blevet fængslet, fordi sikkerhedstjenesten havde opdaget, at han hjalp de sårede demonstranter. For mig var det virkelig en øjenåbner at besøge dette primitive hospital. For det første siger det meget om regimets brutalitet, at man nægter sårede behandling. For det andet viser det også, at vi ikke har noget reelt begreb om hvor mange, der rent faktisk er blevet såret, skudt og lemlæstet. Og for det tredje er felthospitalerne et symbol på det sammenhold, mod og den beslutsomhed, der er i befolkningen og i dets kamp for frihed.

Noget, der gjorde et stort indtryk på mig under besøget, var en familiefar, der var blevet skudt i benet. Som familiens overhoved er man oftest forsørger for familien. Det denne far var mest ked af, var ikke at han var blevet skudt, men at han ikke kunne forsørge sin familie. Det er en nøje planlagt del af regimets taktik. Hvis man går efter mændene, rammer man hele familien.

Jeg ville ønske, vi kunne få en FN-resolution, der kan lægge noget pres på regimet. Om ikke andet så bare så meget pres, at de overholder de mest basale menneskerettigheder, og at de gør det muligt for Røde Kors at hjælpe de sårede. Som tingene er nu, er det desværre sådan, at man ikke kan ringe efter en ambulance, og at regimet bryder de mest basale menneskerettigheder ved ikke at lade de sårede tilse.

Med dette in mente vil det derfor være en hovedløs handling at trække det danske diplomati ud af Syrien. Det, vi i stedet bør gøre er at styrke den diplomatiske indsats i landet. De udenlandske ambassader spiller en yderst væsentlig rolle i beskyttelsen af civilbefolkningen. Jeg har den største respekt for det arbejde, de gør i landet.

Til eksempel tog den franske og den amerikanske ambassadør til en demonstration i byen Hama en dag, hvor man forventede, at der ville blive store civile tab og blodsudgydelser. Jeg snakkede med nogle syrere, der var overbeviste om, at tilstedeværelsen af de vesterlandske diplomater forhindrede demonstrationen i at udvikle sig til en ren massakre. Folk tror, de reddede mange liv den dag. De er dybt taknemmelige over det mod, som de udenlandske diplomater udviser.

Ligeledes ved jeg, at den danske ambassade gør et enormt stykke arbejde ved at være vores bindeled til oppositionsfolk og ngo’er.  De var mig meget behjælpelige med mit besøg dernede, og det er jeg dem enormt taknemmelig for.

Personligt, var jeg især meget glad for at den danske ambassade forkortede min ”kaffeinvitation” på en berygtet, syrisk politistation. Men hvorfor endte jeg med at drikke kaffe på den berygtede politistation, al-Abbassyie?

På min sidste dag i Syrien fulgtes jeg med direktøren for det danske institut i Damaskus i en taxa hen til ambassaden. På vejen fik jeg taxachaufføren til at gøre holdt i Damaskus downtown, så jeg kunne få en sidste optagelse af byen. Jeg blev passet op af en politibetjent, der ville vide, hvorfor jeg stod og filmede. ”Du må ikke filme her”, sagde han til mig og ville have mit kamera. Jeg sagde til ham, at det kunne han ikke få, og spurgte ham, om ikke de ville have turister i byen? For turister filmer altså, og Damaskus er en meget smuk by. Betjenten svarede, at man ikke måtte filme for tiden. Så gik han hen til taxachaufføren, som stadig holdt og ventede, og spurgte ham, om han kendte mig. Det gjorde han ikke. Betjenten ville have mig med ned på stationen. Da jeg også nægtede det, ringede han efter nogle civilklædte sikkerhedsfolk. Jeg ringede til den danske ambassade.

Sikkerhedsfolkene var lidt i vildrede mht., hvad de skulle gøre, nu hvor ambassaden var indblandet, så de ringede til deres chef, som ringede til sin chef, og sådan fortsatte det flere niveauer op i hierarkiet i næsten 1 time på gaden. Det endte med, at deres chef på ministerielt niveau besluttede, at jeg alligevel skulle tages med på stationen. Jeg bad den danske ambassadør om at vente med at gøre noget, til vi havde set situationen an.

På stationen blev jeg ført ind til lederen. Han ville vide, hvorfor jeg filmede. Jeg sagde, at han kunne få min film (Det var heldigvis en helt ny optagelse, hvor der kun var Damaskus downtown på), hvis vi måtte gå.  Direktøren for det danske institut og jeg blev tilbudt kaffe, men vores stakkels taxachauffør fik ingenting. Jeg insisterede på, at de enten skulle lade ham gå eller give ham en kop kaffe også. Det fik han så. Efter længere tids debatteren frem og tilbage, fik vi til sidst lov til at gå, men de konfiskerede min videooptagelse.

Da vi kom ud, var den stakkels taxachauffør (som var drivvåd af sved) helt målløs. Han sagde, at han aldrig før havde oplevet eller endsige hørt om nogen, der fik lov til at gå helskindet derfra, når de først var kommet ind på den politistation. Han ville ikke arbejde mere den dag, men ville i stedet tage hjem og sunde sig ovenpå hændelsen. Jeg havde meget dårlig samvittighed over, at han var blevet rodet ind i det hele, men det eneste jeg kunne gøre var at give ham mange flere penge for turen.

Det var på den ene side en meget ubehagelig oplevelse at blive taget med på stationen. Som jeg også tidligere har beskrevet, har jeg en dybtliggende frygt for de syriske autoriteter, der stammer fra min barndom. Jeg er engang (for 15 år siden) blevet stoppet i Damaskus lufthavn og blev afhørt – og det var ikke sjovt!  Derudover er det sådan, at styret – især i denne tid – er totalt overfølsomt overfor alle uregelmæssigheder, så det var med en betydelig portion skepsis, at jeg fulgte med på stationen. På den anden side var episoden med til at understrege for mig, hvor essentielt og absolut nødvendigt det er, at vi beholder vores diplomatiske forbindelser til Syrien. Derfor står jeg også tilbage med en dyb taknemmelighed over mit danske (diplomat)pas og over, at vi har en aktiv, dansk ambassadør i Syrien. For ellers tror jeg havde fået den helt store tur!

Jeg vil ikke blankt afvise, at ord kan føre til handling. Men vi er også nødt til at stille os et andet og meget nærliggende spørgsmål; om ikke en fortielse af selvsamme ord oftere vil føre til voldshandlinger, end selve ytringen af ordene vil gøre det?

En af grundene til, at terrorangrebet i Norge rammer os så hårdt er, at det er vores broderland, denne forfærdelige handling er blevet begået i. Jeg synes, at de takler hele situationen meget flot i Norge. Jeg er imponeret over den måde, hvorpå man samles som én nation i disse svære tider, og det gør mig usigeligt ondt på alle ofrenes og de pårørendes vegne. Det er en meningsløs og modbydelig handling. Jeg tror, jeg deler disse følelser med langt størstedelen af den danske befolkning.

Derfor mener jeg også, at vi skal være påpasselige med, hvordan vi reagerer på dette angreb på den demokratiske frihed, tryghed og tolerance. Vi skal være varsomme med at ty til udemokratiske begrænsninger af ytringsfriheden, for de vil alene være udløst af bestyrtelsen over én forskruet mands forfærdelige handlinger.

Jeg tror ikke, det tjener tolerancen i samfundet, at udstikke officielle retningslinier for hvad og hvor meget man må sige. Det er hele samfundets pligt og ansvar at opdrage tolerante borgere. Det er til gengæld ikke – og bliver det heller aldrig – samfundets opgave at udstikke normer og regler for, hvad man må og kan tillade sig at sige – endsige at mene. Den slags hører totalitære styreformer til og kan kun være til skade for tolerancen.

Jeg tror, som jeg så ofte tidligere har nævnt, at den hårde tone i den danske debat er medvirkende til at holde volden nede. Derfor mener jeg også, at det er tid til at mane til ro. Vi må ikke handle i panik, og derved risikere at ødelægge den debatkultur vi har brugt så mange år på at opbygge. For den hårde tone er ikke et nyt fænomen i dansk debatkultur. Vi skal bare kaste et blik på Søren Kierkegaard og dennes samtidige forfattere eller på Georg Brandes og hans politiske modstandere. Dengang var tonen så heller ikke blid. Men jeg tror ikke, vi skal bekymre os om, hvorvidt danskerne bliver yderligtgående af en hård debattone. Danmark har simpelthen aldrig været leveringsdygtig i ekstreme personer.

Derfor mener jeg også, at vi skal være påpasselige med at give folk en moralsk eller politisk korrekt mundkurv på. Det var noget af det Hal Koch advokerede allermest imod efter 2. Verdenskrig. Og jeg tror han havde fuldstændig ret i den pointe, at en af de største trusler mod demokratiet opstår dér, hvor man forsøger at beskytte det ved at lukke munden på antidemokrater. Derfor manede han til ro ved krigens afslutning. Derfor kæmpede han for, at man ikke skulle ødelægge det, der netop gør demokratiet så fornemt og så skrøbeligt – nemlig samtalens kunst. Jeg tror vi står i en lignende situation nu. Vi skal være yderst forsigtige med at lade forfærdelsen over terrorangrebet i Norge få os til at handle overilet. Vi må ikke sætte samtaledemokratiet over styr, fordi vi frygter en dansk Anders Breivik.

Vi sammenligner os gerne med både nordmændene og svenskerne, og i mange henseender bruger vi begge landes succeshistorier som målestok for, hvor vidt vi selv lykkes. Men lige netop med henblik på ekstremisme, mener jeg, at vi i Danmark har noget, som både Norge og Sverige kan tage ved lære af. Ja, vi har en hård retorik. Ja, den er hårdere end i vores nabolande. Til gengæld er antallet af hate-crimes og racistisk motiverede mord betydeligt mindre i Danmark end i Sverige. De svenske nynazister er af en meget hårdere og voldeligere kaliber end de danske. Norge befinder man sig et sted midt imellem svenske og danske tilstande. Det er mit håb, at man i Norge formår at bevare roen i denne hårde tid. Det er en utrolig svær opgave, de står overfor, men jeg håber virkelig, at man finder en balance, hvor der stadig er rum for de yderligtgående holdninger. Hermed mener jeg, at jeg frygter, at konsekvensen af at tvinge denne gruppe til tavshed i værste fald kan blive, at de, der allerede har ekstreme holdninger, bliver mere ekstreme. Og i nogle tilfælde handler på det. Det må ikke ske.

Jeg vil aldrig hævde, at vi ikke kan få en Anders Breivik i Danmark. For selvfølgelig kan vi det. Men jeg tror helt oprigtigt, at netop den hårde debattone er med til at lukke luften ud af ballonen, så vi undgår, at folk ryger ud i de mest voldelige ekstremer. Jeg vil til hver en tid foretrække en hård og til tider modbydelig debat frem for fysisk handling. Derfor er det tid til selvransagelse, men det er også tid til varsomhed og til beskyttelse af demokratiet.

Jeg husker engang, at Laham havde bl.a. en rolle, hvor han spillede en tolder ved den syriske grænse. I denne sketch bliver en mand  stoppet i tolden på vej hjem fra Libanon. Han har kiks med til familien. Tolderen forklarer, at manden ikke må tage kiksene med ind i landet, fordi de er produceret i udlandet. Manden bliver fortvivlet og forklarer, at kiksene er til hans børn. Tolderen forbarmer sig over ham og spørger, om han er medlem  af, du ved? (Partiet) Det er manden ikke. Men har du så familiemedlemmer, der er medlemmer? Det har manden heller ikke. Jamen er der så nogen i din omgangskreds, der er medlemmer? Da manden også svarer nej til dette, udbryder tolderen: Hvordan skal jeg så kunne hjælpe dig!?!

Netop denne rolle var med til at give Laham en stor stjerne i Syrien og i andre arabiske lande. Rollen udstiller netop den korruption og nepotisme, som de fleste syrere og arabere er alvorligt trætte af.

Under min rejse til Syrien besøgte jeg det danske kulturinstitut i Damaskus. Her mødte jeg flere syriske kunstnere. Mange af disse sætter hver dag livet på spil ved at bruge kunsten til at kritisere regimet, ligesom de også har været nødt til at indstille sig på en tilværelse, hvor de ryger ind og ud af fængsler – alene på grund af deres kritik.

I løbet af mit møde med disse kunstnere faldt snakken på Dured Laham og på hans egyptiske pendant, Adel Imam. Det undrede mig, at tonen var meget negativ omkring disse to kunstnere, der har brugt størstedelen af deres karriere på netop at være regeringskritiske. Da jeg spurgte ind til det, fortalte de, at det nu har vist sig, at disse to tidligere folkehelte er 100% regeringstro.  Laham har – udover en utvetydig opbakning af Assad – været ude og kalde Gadaffi for en folkehelt.  Da Gadaffi sidst besøgte Syrien bad han om et privat møde med Laham. Og i den sammenhæng forærede Gadaffi Laham  et større hus.

Adel Imam har ligeledes været tro mod egyptens ex-præsident Hosni Mubarak og gik endda så vidt, at han på selve dagen for Mubaraks tilbagetræden gik rundt på Tahrir-pladsen og fortalte demonstranterne, at de skulle gå hjem, og at man da ikke måtte tale grimt om præsidenten.

Kunstnerne på instituttet var dybt skuffede over begge skuespillere, der nemt kunne have fået en rolle som fyrtårn i frihedskampen. Selv er de villige til at ofre liv og personlig frihed i kampen for befolkningen og landets frihed, og så viser det sig, at de to skuespillere, som man altid har set som regeringskritiske kunstnere, i virkeligheden ikke var ude efter andet end lettjente penge.

Herhjemme er der en del debat om kulturinstituttet. Skal det lukkes eller holdes åbent? Kritikerne mener, at  instituttet skal lukkes, fordi der er registrering af de kunstnere, der kommer der. Det mener de ikke er rimeligt, at vi skal bidrage til. Jeg spurgte syriske kunstnere, om de også mente, at det var bedst at lukke det danske kulturinstitut? Alle dem jeg talte med var de rørende enige om, at det for alt i verden skal holdes åbent. De forklarede, at kontrollen med dem, for det første er svundet ind til næsten ingen, eftersom sikkerhedsstyrkerne er travlt beskæftigede med alle demonstrationerne i gaderne. Derudover ser de instituttet som et frirum, da det er et af de få steder, hvor de kan mødes og diskutere. Efter man fra instituttets side har valgt at afbryde alt samarbejde med den syriske regering, har institutionen nydt stort respekt hos kunstnerne.

Jeg forstå simpelthen ikke, hvordan man kan overveje at lukke instituttet! Selv under Muhammed-krisen, hvor den danske ambassade i Damaskus blev sat i brand, holdt vi instituttet åbent. Og de regeringskritiske røster, som vi bør støtte, ønsker at have os der. De vil blive skuffet, hvis vi lader dem i stikken. Videre er jeg ikke i tvivl om, at der kommer en dag, hvor Assad ikke længere er på magten. Når den dag kommer, er det vigtigt, at vi er i landet, og at vi har et godt netværk til NGOer og civilsamfund. Det kan instituttet give os. Instituttet er en perle i Damaskus, så lad det dog blive ved med at gøre et godt stykke arbejde!