Seidenfaden og Jens Ravn-Olesen – Æret være deres minde!

Af Naser Khader 57

I den forløbne uge har Danmark mistet to markante kombattanter i den politiske og journalistiske debat til kræften. Det er med sorg i hjertet, at vi på mindre end en uge har måttet sige farvel til både Jens Ravn-Olesen og Tøger Seidenfaden.

Jens Ravn-Olesen var som en mentor for mig, da jeg som ung mand startede i politik. Jeg kendte hans søn, peter, og fordi sønnen fortalte om mig derhjemme, fik jeg hurtigt en rigtig god kontakt til Jens. Jeg holdt jul i hans hjem en enkelt gang, og han var så sød at sende mig gode råd fra sidelinien om politik og om, hvordan jeg skulle gebærde mig i den politiske verden.

Men han var også meget mere end blot en god ven.

Han var en inspiration for rigtig mange mennesker. Det var ham, der førte u-landsdebatten og -journalistikken til Danmark, han besad en gudbenådet indsigt i såvel kulturelle som politiske forhold, og han var i en årrække politisk redaktør på Kristeligt Dagblad.

Denne indsigt knoklede han hele livet for at videregive til danskerne. Han var overbevist om, at hans journalistiske metier var, at videreformidle viden – ikke holdninger. Han insisterede på at give læserne indsigt – ikke afsløring, sladder og forargelse. I kraft af dette fokus var hans journalistik altid sober og horisontudvidende læsning – noget som mange af dagens journalister kunne tage ved lære af!

Han var på mange måder definitionen på et helt menneske.

Tøger Seidenfaden og jeg var stort set altid dybt uenige. Han og jeg stod på hver sin side under Muhammedkrisen, og jeg vil nok aldrig rigtig kunne tilgive ham Politikens undskyldning til profeten Muhammeds efterkommere. Men sådan er demokrati og ytringsfrihed så også.

Når det er sagt, efterlader Tøger et enormt tomrum i den politiske debat. Ja, vi var uenige, men det forhindrer mig ikke i at have den dybeste respekt for Tøgers intellekt og særligt for hans retoriske evner. Tøger besad som modstander i en debat et retorisk format, som de fleste med god grund frygtede.

Han besad et mod til at stå fast på sine overbevisninger og til ikke at vakle – ligegyldigt hvilken reaktion og hvilke konsekvenser denne kamp end måtte afføde (Jf. bl.a. Rushdie’s Sataniske Vers, Ritt’s Dagbog, Muhammedkrisen og Jægerbogssagen.).

Tøger Seidenfaden var en markant og magtfuld skikkelse i dansk journalistik, og jeg har svært ved at få øje på den, der kan løfte arven efter ham.

Danmark er i denne uge blevet et fattigere land. Vi har mistet to af journalistikkens giganter. Om de var vores venner, modstandere eller mere perifert; horisontudviklere og meningsdannere, er tabet af dem et afsavn, vi alle vil kunne mærke. Begge mænd besad en kaliber og en begavelse, som det kun er de færreste forundt, og begge gjorde – på hver deres facon – kampen for borgernes oplysning til deres personlige kamp.

Æret være deres minde!

57 kommentarer RSS

  1. Af Lone Andersen

    -

    Som jeg skrev tidligere: Misundelse er en grim ting!

    Eva Elbæk-Jørgensen, udover den frække og direkte nedgørende attitude, hvormed du uden sammenhæng til Nasers blogindlæg kommenterer hans person, så vidner dit indlæg også om manglende viden og empati.

    Det, du laver, er et personangreb, der ikke hører hjemme som kommentar til nogen som helst blog. Hvis du har problemer i.f.t. Nasers person grundet jeres fælles fortid i Det Radikale Venstre, dette i mine øjne ellers udmærkede parti, så skulle du nok have fået afløb derfor, mens Naser fortsat var medlem. Man skal og kan ikke elske alle, og uenighed er et af demokratiets vilkår, men et personangreb som dit uden relation til det aktuelle indlæg er så grænseoverskridende og nedladende, at man må græmmes. Det vidner om et had, der ikke hører et voksent menneske til.

    Jeg kender Naser, og jeg kender ham så godt, så jeg kender til hans skriveprocesser, og på det punkt ligner han såmænd andre skribenter. Man skriver af og til, så det ryger. Andre gange går det langsommere, og så drøfter man det med mennesker, man har tillid til arbejdsmæssigt eller privat, og det er der ikke noget odiøst i. Så glem alt om ghostwriters! Iøvrigt er der intet i vejen med ghostwriters. Enhver ved jo, at Folketinget ligefrem har taleskrivere ansat, og i den sammenhæng ved enhver også, at der findes politikere, der bruger talerne ordret, andre lader sig inspirere og skriver selv videre/om, og atter andre læser talen og får en idé for derefter at smide den væk og så holde BRANDTALEN.

    Man bliver tykhudet af at være loyal overfor Naser, men jeg farer i blækhuset, når udtalelser om ham blot vidner om, at ét voksent menneske mistænkeliggør og nedgør et voksent menneske. Det er usmageligt!

  2. Af Allan Larsen

    -

    Mette Iskov, Eva Elbæk-, Kristian Hansen, sar sar sar,P Bisgaard, P. Larsen m.fl.

    Så mange navne, så mange personer, om hvem det må siges, at INGEN af dem har opfundet den dybe tallerken.

  3. Af Douglas Niedermeyer

    -

    Hvor er det betryggende, at konstatere, at perfiditeten og idiotien lever i bedste velgående, i vort lille kongerige…..

    Tænk hvis den indre svinehund skulle afgå ved døden og vi kun havde anstændigheden og den gode moral tilbage (!)

  4. Af Elsebeth Nilsson

    -

    Hov, Eva Elbæk-Jørgensen! dit indlæg og de efterflg. kommentarer til dette indlæg ser jeg først nu.
    Jamen jeg har skam personligt hørt NK holde foredrag (uden manuskript), og det var både gennemtænkt og velformuleret.
    Via din kommentar (med tillæg) her på tråden ved jeg så pludselig en god del mere, ja altså ikke om NK, men om dig 😉

  5. Af Elsebeth Nilsson

    -

    Jeg er stadig væk så glad over NKs mindeord om Jens Ravn-Olesen. Tøger S. var jo, som det så ofte i disse dage nævnes, “et fyrtårn” (intellektuelt og/eller følelsesmæssigt).
    Og det er indlysende, at de “i-denne-verden-synlige” har mest omtale.
    Og når bortses fra min søn er jeg da aldeles ligeglad med, hvilken omtale jeg selv får, når jeg er død.
    Men det varmer mig personligt, at nogen kan værdsætte og skønne på et godt menneske, som jeg selv har kendt, og sætte ord på dette.
    Hvis NK stadig hænger ved på denne tråd, må han meget gerne give dette og min medfølelse videre til familien.

  6. Af R. Olsen

    -

    Kære Naser Khader
    Jeg forstår ikke, at du skal ytre dig om alting. Der er tydeligvis mange der kendte de to afdøde bedre end dig, og hvor det derfor ville være på sin plads at de bidrog med information og tanker. Hvem du var glad for, og hvem du drak te med, er vel i offentligheden fuldstændig ligegyldigt for os andre. Man kunne få en fornemmelse af, at selv dødsfald kan give en politiker sig dig omtale, og så bruger du selvfølgelig den platform.
    Der er heldigvis mange kloge mennesker der kendte de to meget sympatiske,kompetente og engagerede mediemennesker bedre end dig.
    Din egen higen efter hele tiden at få omtale i enhver sag er så usmagelig, og helt ærligt, hvad søren kommer det os andre ved???

  7. Af Elsebeth Nilsson

    -

    R. Olsen: Jamen jeg hører så til dem, der via mit arbejde kendte Jens Ravn-Olesen. Og jeg vidste ikke om hans død, førend jeg læste Naser Khaders mindeord.
    Til din slutbemærkning: Det siger noget om formatet hos en politiker, hvis han/hun tager sig tid til at ridse en rune i taknemmelighed over et godt menneske, som han kendt.

Kommentarer er lukket.