4. Rejsebrev – Den syriske ”Dirch Passer”

Af Naser Khader 7

Min barndom i Syrien var præget af syriske og egyptiske tv-serier og film. Den mest populære syriske skuespiller hedder Dured Laham. Han havde nogenlunde samme status som Dirch Passer i Danmark og mange af hans tekster minder meget Buster Larsens ”Lorteland”.  Lahams  tv-serier, teaterstykker og film fungerede på mange måder som en sluse, hvor befolkningen kunne få luft for deres frustrationer over systemet. Det var særligt den måde, der blev gjort grin med autoriteterne på. De var ikke alt for kvikke og dummede sig ofte. På sin vis havde hans film en funktion, der mindede en del om den, som Olsen-banden havde i det tidligere DDR. (Olsen-banden filmene var de mest populære film i DDR under kommunisme).

Jeg husker engang, at Laham havde bl.a. en rolle, hvor han spillede en tolder ved den syriske grænse. I denne sketch bliver en mand  stoppet i tolden på vej hjem fra Libanon. Han har kiks med til familien. Tolderen forklarer, at manden ikke må tage kiksene med ind i landet, fordi de er produceret i udlandet. Manden bliver fortvivlet og forklarer, at kiksene er til hans børn. Tolderen forbarmer sig over ham og spørger, om han er medlem  af, du ved? (Partiet) Det er manden ikke. Men har du så familiemedlemmer, der er medlemmer? Det har manden heller ikke. Jamen er der så nogen i din omgangskreds, der er medlemmer? Da manden også svarer nej til dette, udbryder tolderen: Hvordan skal jeg så kunne hjælpe dig!?!

Netop denne rolle var med til at give Laham en stor stjerne i Syrien og i andre arabiske lande. Rollen udstiller netop den korruption og nepotisme, som de fleste syrere og arabere er alvorligt trætte af.

Under min rejse til Syrien besøgte jeg det danske kulturinstitut i Damaskus. Her mødte jeg flere syriske kunstnere. Mange af disse sætter hver dag livet på spil ved at bruge kunsten til at kritisere regimet, ligesom de også har været nødt til at indstille sig på en tilværelse, hvor de ryger ind og ud af fængsler – alene på grund af deres kritik.

I løbet af mit møde med disse kunstnere faldt snakken på Dured Laham og på hans egyptiske pendant, Adel Imam. Det undrede mig, at tonen var meget negativ omkring disse to kunstnere, der har brugt størstedelen af deres karriere på netop at være regeringskritiske. Da jeg spurgte ind til det, fortalte de, at det nu har vist sig, at disse to tidligere folkehelte er 100% regeringstro.  Laham har – udover en utvetydig opbakning af Assad – været ude og kalde Gadaffi for en folkehelt.  Da Gadaffi sidst besøgte Syrien bad han om et privat møde med Laham. Og i den sammenhæng forærede Gadaffi Laham  et større hus.

Adel Imam har ligeledes været tro mod egyptens ex-præsident Hosni Mubarak og gik endda så vidt, at han på selve dagen for Mubaraks tilbagetræden gik rundt på Tahrir-pladsen og fortalte demonstranterne, at de skulle gå hjem, og at man da ikke måtte tale grimt om præsidenten.

Kunstnerne på instituttet var dybt skuffede over begge skuespillere, der nemt kunne have fået en rolle som fyrtårn i frihedskampen. Selv er de villige til at ofre liv og personlig frihed i kampen for befolkningen og landets frihed, og så viser det sig, at de to skuespillere, som man altid har set som regeringskritiske kunstnere, i virkeligheden ikke var ude efter andet end lettjente penge.

Herhjemme er der en del debat om kulturinstituttet. Skal det lukkes eller holdes åbent? Kritikerne mener, at  instituttet skal lukkes, fordi der er registrering af de kunstnere, der kommer der. Det mener de ikke er rimeligt, at vi skal bidrage til. Jeg spurgte syriske kunstnere, om de også mente, at det var bedst at lukke det danske kulturinstitut? Alle dem jeg talte med var de rørende enige om, at det for alt i verden skal holdes åbent. De forklarede, at kontrollen med dem, for det første er svundet ind til næsten ingen, eftersom sikkerhedsstyrkerne er travlt beskæftigede med alle demonstrationerne i gaderne. Derudover ser de instituttet som et frirum, da det er et af de få steder, hvor de kan mødes og diskutere. Efter man fra instituttets side har valgt at afbryde alt samarbejde med den syriske regering, har institutionen nydt stort respekt hos kunstnerne.

Jeg forstå simpelthen ikke, hvordan man kan overveje at lukke instituttet! Selv under Muhammed-krisen, hvor den danske ambassade i Damaskus blev sat i brand, holdt vi instituttet åbent. Og de regeringskritiske røster, som vi bør støtte, ønsker at have os der. De vil blive skuffet, hvis vi lader dem i stikken. Videre er jeg ikke i tvivl om, at der kommer en dag, hvor Assad ikke længere er på magten. Når den dag kommer, er det vigtigt, at vi er i landet, og at vi har et godt netværk til NGOer og civilsamfund. Det kan instituttet give os. Instituttet er en perle i Damaskus, så lad det dog blive ved med at gøre et godt stykke arbejde!

7 kommentarer RSS

  1. Af Katja Nielsen

    -

    Gaaaab – fri os for Guds skyld for 5. og 6. rejsebrev. . . og brug dog de sidste par måneder på, for en gangs skyld , at føre nogle seriøse politiske tiltag igennem.

  2. Af LoL LoL

    -

    Jeg synes nu det er meget spændende at få lidt insider viden fra Syriens igangværende revolution. Det er jo i forvejen så sparsomt med informationer derfra.

    Lyder for mig som at revolutionen har afsløret Laham’s sande ansigt. Revolutionen har det jo med at vælge sine egne ledere og ikke omvendt.

    Sender varme tanker til reformisterne og håber på at forandringens vinde vil blæse over Syriens endnu golde og sandede landskab.

  3. Af Torsten Sørensen

    -

    Luk folketinget
    Politikernes sindsyge indvandrings-projekt kommer til at smadre Europa for altid. Breikvik er blot et symptom på et Europa på vej mod en altødelæggende krig.

    50% af den europæiske befolkning vil ikke det multikulturelle samfund, men får det presset ned over sig. Det er så skammeligt at ingen magthavere lytter til deres eget folk. Ubegribeligt at Breivik-attentatet ikke er kommet før nu.

    Dem som insisterer på det multikulturelle samfund med alle dets lyksagligheder burde udleve deres drøm et andet sted. Måske i Iran, Saudi Arabien, Afganistan, Pakistan, Somalia eller et andet hyggeligt sted. Så kan vi andre få lov at leve som vi har lyst her i vores eget land. På den måde bliver alle glade og tilfredse.
    Og nej jeg er hverken racist, kristen ridder eller lignende. Jeg er blot et almindeligt menneske som ikke forstår hvorfor racer/religioner/ideologier skal tvinges til at leve sammen når historien viser at vi ikke kan.

    Rip til alle de norske ofre som blev de første alvorlige ofre i dette sindsyge eksperiment som er dømt til at mislykkes.

    Til de ansvarlige er der blot at sige ; fuck jer og jeres ønske om at ødelægge denne del af verdenen.

    P.S De seneste 3 år er SAMTLIGE overfaldsvoldtægter i Oslo begået af personer fra ikke-vestlige lande, i særdeleshed fra mellemøsten og Somalia.

  4. Af Søren Friis Larsen

    -

    Kære Naser – Jeg synes du gør et fremragende stykke arbejde. I disse hårde dage, må vi netop stå sammen om demokrati, ytringsfriheden og friheden.

  5. Af Tim Schmidt

    -

    Ja, Nasers gode arbejde og “Demokratiske” Muslimer roses nu såmænd også af Breivik – kan du mon få værre sympatisører for dit islamofobiske politiker-projekt, Naser?

  6. Af Zemma Poder

    -

    @Torsten Sørensen
    Ved at udføre en ganske enkelt lille google rundtur, har jeg kunne finde mindst fem sider, som har nogle andre tal… Så måske ville lidt kildekritik være klædeligt.

  7. Af Nibby Nibby

    -

    Thanks for writing such an easy-to-udnetrasnd article on this topic.

Kommentarer er lukket.