Rejsebreve fra Syrien – nr 6,7,8 og 9

Af Naser Khader 2

 9. Sidste rejsebrev – Ramadanen – og en ny udvikling i Syrien

Dette er mit sidste rejsebrev. Jeg synes det har været meget berigende at rejse til Syrien i denne tid. Jeg er glad for, at jeg tog beslutningen, selvom det ikke var risikofrit. For det er enormt vigtigt, at vi holder fokus på og presset udviklingen og presset på regimet. Hvis vi glemmer at følge med i, hvad der sker i landet, er jeg overbevist om, at forholdene vil forværres drastisk for frihedskæmperne. Det er også en af grundene til, at jeg mener, at vi skal bevare (og måske styrke!) vores diplomatiske forbindelser i landet. De gør et fantastisk stykke arbejde i forhold til den syriske opposition og ngo’er  – og ikke mindst til at være Danmarks ører og øjne i landet. Vores udenrigsminister, Lene Espersen, har sammen med USA og Frankrig indtaget en meget offensiv position over for regimet. Men jeg mener, at EU og især EU’s udenrigs Cathrine Asthon har svigtet. Derfor foreslår jeg, at EU udpeger en særlig Syrien-udsending, hvis ansvar det er at holde øje med regimet, og at det bliver David Milliband, Englands tidligere udenrigsminister. Det bliver spændende at følge med i, hvordan tingene udvikler sig i den nærmeste fremtid. Nu (mandag) begynder Ramadanen, og forventningerne hos den syriske befolkning er store. For det første vil der kun blive arbejdet om formiddagen, så alle vil have tid til at demonstrere. For det andet betyder Ramadanens komme også, at det vil være fredag hver dag i en måned. Som bekendt starter mange demonstrationer efter fredagsbønnen, derfor regner mange med, at demonstrationerne vil tage til i styrke i den kommende tid.

Den syriske økonomi er i knæ i øjeblikket. Det eneste der holder den kørende er tilskuddene fra golflandene. Det må stoppe, for mange er enige om, at styret vil falde, når økonomien falder sammen, og pt. bliver den holdt kunstigt i live. Her må EU og USA ligger stort pres på Golflandene, så de stopper den pengestrøm, som sikrer Assad-regimets overlevelse. F.eks. har min fætter, der er snedker ikke modtaget nye ordrer i 3-4 uger. Det er hårdt for de private erhvervsdrivende, at landets økonomi er sat helt i stå. Derfor håber jeg også, at Vesten vil give en hånd til det nye Syrien, når der atter er faldet ro på. Dette kan vi gøre ved at investere i landet, eller vi kan tage dertil som turister.

Når styret falder, og det ny Syrien bliver etableret, vil turismen kunne vende tilbage. Det er hårdt tiltrængt for landets skrantende økonomi – Hvor er det dog trist at gå gennem souken (bazaren) og se, at der kun er iranske og tyrkiske turister i landet. Vi skal have flere vestlige turister til landet, for Syrien er virkelig et pragtfuldt land. Det har en sjælden mangfoldighed i sin kulturrigdom, som ikke findes mange andre steder i verden. Det er et land, der har gjort sig gældende op gennem historien for såvel religioner som for videnskaberne, kombineret med et flot klima og et af mellemøstens mest venlige og gæstfri befolkning

Jeg håber virkelig, at de iagttagere, der siger, at styret vil falde i løbet af Ramadanen, får ret. For jo længere tid der går desto større risiko for borgerkrig. Syrerne fortjener den frihed, de så brændende ønsker sig.

8. Rejsebrev – Den syriske middelklasse er ved at skifte side

Hidtil har middelklassen og erhvervsfolkene i Syrien lurepasset i forhold til oprøret. Flere erhvervsfolk bliver beskyldt for at støtte Assad, fordi de ikke tager klar afstand fra ham. Der er en ganske naturlig forklaring på deres afventende position. Assad har på mange ladet sig inspirere af den kinesiske og vietnamesiske model, hvor man ved at forhøje folks levestandarder tager brodden af utilfredsheden over manglende frihed. Da Assad overtog magten, forbedrede han virkelig forholdene for det syriske erhvervsliv. Assads far havde fulgt en linje, hvor befolkningen hverken fik brød eller frihed. Da den nuværende præsident kom til, sørgede han for at folket fik brød på bordet. Dermed opstod der en betydelig middelklasse i landet. Det er denne middelklasse, der nu tøver med entydigt at vælge side.

Nogle har selvfølgelig valgt demonstranternes side. For ca. tre uger siden arresterede styret en del af de erhvervsfolk, der ejer stenbrud i min fødeby, under påskud af, at de støttede oprørerne.

Jeg mødtes med en af Syriens største erhvervsfolk. Han er én af dem, der bliver beskyldt for at støtte regimet. Det var et meget spændende møde, for han havde en interessant analyse af, hvordan revolutionen vil udvikle sig. Han fortalte, at han gør, hvad han kan, for at regimet ikke skal slå for hårdt ned på demonstranterne. Bl.a. har han sagt til Assads general, at de ikke må bruge skatteydernes penge på kugler. Han er én af de erhvervsfolk, der er midt i en transformationsproces.

Vi havde en lang snak om det syriske erhvervsliv og den syriske middelklasse. Han er overbevist om, at revolutionen står og falder med deres deltagelse. Og deres deltagelse afhænger i høj grad af deres økonomiske situation. Det, der bekymrer regimet allermest er økonomien. Derfor er det netop nu en meget afgørende tid i Syrien, for han fortalte, at økonomien er gået helt i stå. De få turister, der er, kommer fra Tyrkiet og Iran. Der er ingen vesterlandske turister. Videre starter Ramadanen snart, og så bliver det spændende at se, om ikke også middelklassen kommer på gaden.

En anden grund til at han også tror, at det er et spørgsmål om tid, før erhvervsfolkene gør oprør er, at regimets korrupte folk og militærfolk er dybt involverede i de syriske virksomheder. F.eks. har præsidentens fætter, Maklouf, der er en landets rigeste og ejer det syriske telefonnet, flere gange brugte han sin indflydelse på at gennemtvinge love, der kommer ham selv til gode. Han pressede bl.a. en lov igennem, der gav ham rettighederne til at forhandle BMW og Mercedes i Syrien. Det var ellers en anden familie, der i generationer havde siddet på disse rettigheder. Derfor ligger der en ulmende utilfredshed hos erhvervsfolket, som risikerer at tage til i det øjeblik, hvor økonomien er gået i stå.

Derudover er både middelklassen og erhvervsfolkene allerede (indirekte) dybt involverede i oprøret. Det er nemlig primært børnene af disse folk, der går på gaden og demonstrerer. Middelklassens børn er en generation af unge mennesker, der er vokset op med højere levestandarder end deres forældre. Mange af dem har været i Vesten for at studere, og har taget mange af de vestlige værdier til sig. De vil have medbestemmelse over samfundet og ejerskab over eget liv. De vil ikke nøjes med brød. De vil have frihed. Det er kun et spørgsmål om tid, før forældrene følger trop.

  

7. Rejsebrev – De kristne i Syrien

Når udlændinge først kommer til Danmark, er det spørgsmål jeg oftest får: Hvad er særlig godt ved Danmark? Hvad er du mest stolt over? For mig er det naturligt at svare demokratiet og de demokratiske værdier. Når jeg får det samme spørgsmål om Syrien, er svaret; den religiøse mangfoldighed.

I Syrien lever muslimer, kristne, drusere, alawitte og mange andre religiøse minoriteter side om side. Landet har altid været et sted med stor religiøs mangfoldighed, og har op gennem historien haft stor betydning for mange religioner. Den lige vej ligger i Damaskus, stedet hvor Paulus fik sin åbenbaring og blev kristen. Muhammed lod sig inspirere af en kristen, syrisk munk på hans mange rejser til landet. Ma’alula, det eneste sted i verden hvor der stadig tales aramæisk, det Jesustalte, ligger i Syrien. Mel Gibson brugte en sprogkonsulent fra byen under indspilningen af filmen ”The Passion of the Christ”. Byen er ligeledes at finde på UNESCO’s liste over bevaringsværdige steder. I byen findes to gamle klostre, begge placeret på omkringliggende bjergtoppe. Et græsk-katolsk munkekloster og et romerskkatolsk nonnekloster. Det ene kloster er et af de ældste klostre i verden. Inde i det finder man en marmorfond, hvori der drypper vand fra klippevæggen. Kilden siges at have helende egenskaber og både muslimer og kristne valfarter dertil for at blive helbredt. At både muslimer og kristne kan samles i dette kloster, siger en del om den religiøse rummelighed i landet.

Denne rummelighed, frygter mange af de religiøse mindretal, vil blive svækket, hvis Assads styre bliver væltet. Det er en frygt, som regimet bevidst har plantet i dem, særligt i alawitterne og ide kristne. På min rejse til Syrien sad jeg en aften på en restaurant ved den græsk-ortodokse kirke. I denne kirke havde man arrangeret en pro-Assad demonstration. De demonstrerende kom ud af kirken iført t-shirts med følgende påtrykte skrift: ”Vi stoler kun på Gud og Assad”. Ikke alle kristne støtter Assad regimet, men det er særligt de kristne institutioner og patriarker, der støtter Assad.

Mange af de mest fremtrædende oppositionspolitikere er kristne. Jeg mødtes med én af dem. Han fortalte mig, at han ville ønske, at de kristne patriarker ville stoppe deres entydige støtte til Assad. Det var ikke fordi, han ville tvinge dem til at deltage i oprøret. Han ville bare ønske, at de ville holde lav profil. Han fortalte, at det, der er behov for, er at oppositionen bliver bedre til at videreformidle de gode historier til de religiøse mindretal. For kun gennem disse, kan man vinde deres tillid til at de også har en plads i landets fremtid. Han nævnte bl.a. en episode i Syriens 4 største by, Hama,, hvor nogle oprørere havde smidt en kristen familie ud af hus og hjem, hvorefter de selv var flyttet ind. De toneangivende demonstranter i byen, havde reageret ved at forvise bøllerne fra alle demonstrationer. Bagefter havde de hentet den kristne familie, givet dem deres hjem tilbage og sat vagter ved huset, så de kunne føle sig trygge. Det var den slags beretninger, han gerne ville have ud til de kristne. For de kan fungere som et løfte om, at der er plads til dem under et nyt styre. Han fortalte i samme ombæring, at han på ingen måde var nervøs for om der var plads til religiøse mindretal i fremtiden.

Jeg tror, den kristne oppositionspolitiker og (og i øvrigt også en diplomat fra den franske ambassade – Frankrig har traditionelt haft et tæt forhold til de syriske og libanesiske kristne) har helt ret i, at de kristne institutioner burde forholde sig mere passivt. De kristne skal have lov til at støtte hvem, de vil. Men jeg synes, de spiller et højt spil ved helt entydigt at støtte Assad. Dette mener jeg, fordi der vil komme et regimeskifte før eller siden. Hvis de er nervøse for deres plads i landets fremtid, vil det klogeste eller sikreste være at lade være med at vælge den ene parts side og i stedet forholde sig mere afventende.

Men højt spil eller ej, så tror jeg også, at den kristne oppositionspolitiker har fuldstændig ret i, at de religiøse mindretal ikke har noget at frygte. Selvfølgelig er der en risiko for, at tingene forværres, men jeg tror ikke det vil ske. Syrien har så lang og indgroet en tradition for religiøs rummelighed – jeg er kun én ud af mange, der nævner dette punkt som dét, jeg er mest stolt ved landet – at folket generelt og uanset religion, vil kæmpe for at beholde denne tradition.

6. Rejsebrev – De primitive felthospitaler

Vi hører meget om de dræbte, men kun meget lidt om de sårede i Syrien. Fredag var der mindst 32 dræbte demonstranter. Lørdag blev 30-40 mennesker slået ihjel i Syrien. Alene i al-Kaboun, nabobyen til min fødeby, var der 25 dræbte. Tal fra internationale organisationer anslår, at der i Syrien indtil videre er 2.000-3.000 mennesker, der har mistet livet. Mange tusinde er blevet såret, fængslet eller begge dele. Hvor mange vides ikke.

I byerne omkring min fødeby, Barzeh, er der utrolig mange mennesker, der mister livet. Det undrer mig desværre ikke, for oprøret er stærkt i dette område. Oprøret er i det hele taget meget stærkt især i små samfund, hvor man kender hinanden, hjælper hinanden og stoler på hinanden. Også fordi der ligger kaserner tæt på disse byer, og folkene har i mange år måttet finde sig i utallige krænkelser fra regimets soldater. Kvinderne er blevet chikaneret. Butiksejerne har ikke fået betaling for deres varer. Og boligudlejerne har måttet finde sig i ganske lidt eller ingen betaling for deres lejligheder, hvis lejeren har været soldat. Utilfredsheden med regimet har således ligget og ulmet hos lokalbefolkningen, der i mange år bare har ønsket, at regimet ville behandle dem med en smule værdighed. Som en følge af de årelange krænkelser, er der et meget tæt sammenhold i mellem disse byer. Fordi jeg personligt kender folk i disse byer, fik jeg lov til at se et af deres hemmelige og ret primitive felthospitaler. Det er ellers ikke noget man ville vise en udenforstående. Mistilliden til regimet er total her.

På felthospitalet fortalte de, at man ikke længere ringer efter en ambulance, når folk bliver såret. Ifølge de lokale læger er mange af ambulancerne blevet overtaget af sikkerhedstjenesten. Hvis en såret kommer med en af disse biler, kan han være sikker på at blive kørt direkte i fængsel i stedet for at komme i behandling.

Derfor kører man nu i stedet de sårede til hemmelige steder, hvor man har oprettet små, primitive felthospitaler. Behandlingen her er mangelfuld og lever bestemt ikke op til de såredes behov. Men i det mindste bliver de behandlet hér. Det gør de ikke i fængslerne.

De er meget påpasselige med at hemmeligholde felthospitalerne, fordi regimet lukker dem og fængsler lægerne, hvis de får kendskab til placeringen. Alle lokale ved, hvor de kan finde hospitalerne. På felthospitalet i Barzeh kunne de også fortælle, at en af lægerne var blevet fængslet, fordi sikkerhedstjenesten havde opdaget, at han hjalp de sårede demonstranter. For mig var det virkelig en øjenåbner at besøge dette primitive hospital. For det første siger det meget om regimets brutalitet, at man nægter sårede behandling. For det andet viser det også, at vi ikke har noget reelt begreb om hvor mange, der rent faktisk er blevet såret, skudt og lemlæstet. Og for det tredje er felthospitalerne et symbol på det sammenhold, mod og den beslutsomhed, der er i befolkningen og i dets kamp for frihed.

Noget, der gjorde et stort indtryk på mig under besøget, var en familiefar, der var blevet skudt i benet. Som familiens overhoved er man oftest forsørger for familien. Det denne far var mest ked af, var ikke at han var blevet skudt, men at han ikke kunne forsørge sin familie. Det er en nøje planlagt del af regimets taktik. Hvis man går efter mændene, rammer man hele familien.

Jeg ville ønske, vi kunne få en FN-resolution, der kan lægge noget pres på regimet. Om ikke andet så bare så meget pres, at de overholder de mest basale menneskerettigheder, og at de gør det muligt for Røde Kors at hjælpe de sårede. Som tingene er nu, er det desværre sådan, at man ikke kan ringe efter en ambulance, og at regimet bryder de mest basale menneskerettigheder ved ikke at lade de sårede tilse.

2 kommentarer RSS

  1. Af Johnny Petersen

    -

    Hele berlingskes blog-“univers” går op i limningen på grund af den 58-årige L*i*s*b*e*t*h*** K*n*u*d*e*s*e*n*s uforstand, hysteri og IT-analfebetisme.

    Hvis der er indlæg som bryder reglerne, så er det blot at slette dem. Der er ingen grund til at ALLE nu skal generes, og at debatten skal gå helt i stå, samt at blog-ejerne skalbruge td på at forhåndsgodkende. Det er helt til grin hvis hun tror at indlæg her — hvis de får lov at stå 12 timer (inden blog-ejeren opdager dem) — kan lede til terror-angreb a la Breivik. Han havde brugt 9 år på at forberede dem.

  2. Af Marianne Mikkelsen

    -

    Netop hjemvendt fra Tunesien, kan jeg genkende det triste i en souk kun med arabiske turister. Ligesom i Syrien mangler der vestlige turister. Tunesien er nået længere end Syrien, præsidenten er afsat. Syrien, Tunesien, Ægypten skal have flere vestlige turister til landet. Alle er de pragtfulde lande med en kulturrigdom som ikke findes andre steder. Nå det nye Syrien, det nye Tunesien, det nye Ægypten bliver etableret, vil turismen kunne vende tilbage. Men hvornår? Mit vurdering af situationen i Tunesien siger mig at der går op mod 10 år. Men kan disse 3 lande vente så længe? Eller vender diktatorene tilbage, bare med nye navne? Jeg tror de vestlige landes økonomiske støtte bliver meget afgørende for de tre landes fremtid.

Kommentarer er lukket.